PHC, tur til nord, glade drenge, Kirando

Salme 121 siger således:"
Jeg løfter mine øjne mod bjergene,
hvorfra kommer min hjælp? v2  Min hjælp kommer fra Herren,
himlens og jordens skaber. v3  Han lader ikke din fod vakle, han, som bevarer dig, falder ikke i søvn. v4  Han, som bevarer Israel, falder ikke i søvn, han sover ikke. v5  Herren bevarer dig, Herren er din skygge ved din højre side. v6  Om dagen stikker solen dig ikke, månen ikke om natten. v7  Herren bevare dig mod alt ondt, han bevare dit liv. v8  Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid."
Disse vers fortæller mig, at når jeg i Cheke Chea er ved at miste tålmodigheden, brokker over alle mine myggestik, irritere mig over, at jeg ikke kan sproget mere end jeg kan, at jeg ikke føler der er så meget arbejde til mig, at jeg bare vågner op en mandag morgen, og får det forkerte ben ud af sengen. Så er det i disse situationer jeg skal vende blikket opad mod min fader i himlen, han har lovet at han aldrig falder i søvn, at han aldrig forlader os, at han aldrig falder i søvn! Det må jeg bare sætte al min lid til, når tingene bliver lidt svære, uoverskuelige, trælse, eller hvad det nu ellers kan være!
Jeg må bare altid hvile i, at jeg til hver en tid kan komme til min himmelske fader med alt hvad jeg er og har, og så vil han hjælpe mig!

Siden sidst, har jeg været på tur med PHC projektet! Jeg startede op med mandag, at skulle med på tur til en nærliggende by, Katongoro. Her skulle vi undervise byens befolkning i prævention og familie planlægning. De små børn fik også mulighed for, at blive vejet og vaccineret! Det var en rigtig god oplevelse. Jeg hjalp med at veje børnene og registrere kvinderne der gerne ville have prævention. Det var lidt en sjov oplevelse, at starte ud med at høre folk om, hvornår de sidst havde haft menstruation, hvor mange børn de havde, hvor mange der var døde osv! Men det var en god dag, og der var mange der fik prævention..

Dagen efter var jeg igen afsted, til en landsby lidt længere inde i landet! Her gik dagen stort set med at vente, fordi befolkningen i byen, havde fået en forkert dato at vide, så de var gået i marken! Her kom der 3 kvinder i de 6 timer vi var i byen.. Lidt ærgerligt at kommunikationen ikke var i top!
Den første weekend vi var her i Kipili, havde vi besøg af de nye volontører fra Sumbawanga.. Vi var ude at bade, fik dem vist rundt i byen og fik også selv set byen! Det var en rigtig hyggelig weekend med godt selskab..

Billeder:

I sidste uge var jeg på tur med PHC projektet til 5 landsbyer oppe nord på. Vi holdte opfølgningsmøder og underviste pigerne på primary school og secondary school i sanitary pads! Marjo har fået lavet nogle genanvendelige bind, som pigerne på skolerne kan købe.. Det er virkelig genialt.
Det var en god uge med rigtig mange spændende oplevelser.
En af byerne vi skulle besøge var Mpenge. En landsby der ligger 30 minutters gang ind i landet fra Tanganyika søen. Det var en hård tur derud, hvor vi gik i vand til knæene, fordi der var kommet så meget regn

Vi var også i Isaba.. En lille landsby med kun en primary school, som ligger nord for Rukwa regionens næststørste by med 2000 indbyggere, hvis ikke jeg husker forkert..

Her fik vi et bad og aftensmad hos en familie Asha (en medarbejder på projektet) kender! Det var lidt en udfordring at gå i bad der, for det var ude i det fri, kun indhegnet af et bambus hegn, som nogle steder godt kunne trænge til en reperation.
På disse ture overnatter vi i telte på stranden, og låner os frem til bad og toilet! Det er også en udfordring, hele tiden at skulle låne toilet og bad! Det resulterede også i, at jeg i hvertfald ikke kom i bad hver aften.

I sidste weekend, havde jeg lavet en aftale med Joyce (en anden medarbejder fra projektet) om at Martin og jeg, skulle lære hende og Asha at svømme! Dog var Asha i Sumbawanga, så vi underviste Joyce og hendes veninde. Det kan de slet ikke, taget i betragtning af, at de har arbejdet og boet i Kipili i over 10 år!
Det var en sjov og udfordrende dag. Jeg fandt virkelig ud af, at det er svært at lære folk, der er bange for vand, at svømme! De har tidligere fået undervisning af Marjo, men det gik i sig selv igen, da hun tog hernede fra for 5 år siden.
Jeg blev i den grad udfordret på min tålmodighed.

Søndag havde vi aftalt med nogle af drengene fra snedkerværkstedet, at vi skulle op til den nærliggende katedral, som ligger lidt uden for kipili!
Vi havde aftalt at mødes kl. 14, efter kirke og middagsmad.. Den ene af de 3 der skulle med, møde op til tidspunktet! De to andre ventede vi på i halvanden time, og da de ikke var kommet efter halvanden time, gik vi bare afsted!
De mødte os deroppe.. Vi havde taget et spil skipbo med, så vi sad oppe ved katedralen og spillede med drengene.. Dog sad vi ikke inde i katedralen, men uden for.
January mente også at vi skulle ned og se havnen i kipili, så der var vi også et smut nede.. Når man sådan er på tur med 3 afrikanske drenge, så bliver der taget utrolig mange billeder, de fleste af drengene hvor de poserer foran alverdens mærkelige ting.
De er nogle herlige og sjove drenge, specielt January, som desværre er blevet flyttet til Sumbawanga for at gå i karakana der, grundet nogle problemer med noget familie til en af drengene i Sumbawanga.. Det er vildt ærgerligt, men vi er alle glade for, at der ikke er så langt igen til Sumbawanga.

I denne uge er jeg på tur med PHC projektet igen, denne gang til en større landsby Kirando, som ligger 15 min. Kørsel fra Kipili. Her har vi et seminar omkring at det nu er villages health workers, to mennesker fra hver landsby, som skal holde sundhedsprojektet i byerne kørende! Vi er her altså for at overdrage ansvaret til tanzanianerne selv. Der er samlet 60 mennesker fra landsbyer omkring Tanganyika søen.. Det er spændende om de forstår, at det nu er dem selv der skal bruge al den undervisning de har fået af projektet, og føre det videre i hver landsby!

Ellers har jeg også arbejdet sammen med Martin i Cheke Cheaen! Det har bestemt også været en udfordring for min tålmodighed og mit temperament til tider.. Det er virkelig nogle søde og gode børn, men hold nu op hvor er de uopdragne! De høre ikke efter, men skal rejse sig/virke truende, inden de reagerer på det man siger! Men lige så uopdragne de kan være, lige så søde er de også, på andre tidspunkter! Jeg hjalp en dag en af pigerne, som slet ikke høre efter, som ikke altid kommer i skole, og som ofte har noget meget slidt eller meget for stort tøj på! Hun er egentlig lidt sølle.. Men jeg hjalp hende med matematik, og da hun ikke ville høre efter, tog jeg hende med udenfor, hvor vi bare sad hende og jeg, og lavede matematik.. Hun var simpelthen så sød, sjov og god, når hun bare fik roen og rosen for det hun gjorde.
Super dejlig oplevelse!
Vi har fået et rigtig godt forhold til læren i Cheke Cheaen, hun hedder Happy og er virkelig god til børnene! De har respekt for hende, uden hun behøver slå.
Hun vil rigtig gerne gøre tingene bedre, og hun spørger ofte om vores mening til et forslag hun kommer med..

Til sidst vil jeg bare lige komme med et par vers fra Esajas, 9, 5-6, der står således:" For et barn er født os! En søn er os givet! Han skal herske over os, og han skal kaldes: »Underfuld Rådgiver«, »Vældig Gud«, »Evig Fader«, »Fredsfyrste«. Når han bliver konge i Davidsriget, bliver hans magt uden grænser, og han skaber fred overalt. For han bygger sit rige på retfærdighed fra nu af og til evig tid. Herren, den Almægtige, vil gøre, hvad han har besluttet."
Dette ønsker jeg bare, at vi alle må leve i overbevisning om, at dette er den eneste og reneste sandhed!
Hvor er det dejligt, at min og forhåbentlig din, himmelske fader skal kaldes Fredsfyrste, Vældig Gud, Evig Fader og Underfuld Rådgiver!
Jeg glæder mig over disse vers og jeg ønsker at leve med dem tæt ind på livet :) . Jeg nyder at sidde på volontør terrassen, eller terrassen oppe ved Babu, og nyde udsigten ud over Tanganyika søen, og blive mindet om gang på gang, hvilken vidunderlig og fantastisk Gud, der har malet det billede, som jeg hver dag kan få lov til at stå op til!

Jeg håber i har det godt i DK, og at i ikke er ved at fryse halvt ihjel! Jeg kan fortælle så meget, at der hernede i gennemsnit er 28 grader om dagen, og 25 om natten! Vi nyder solen, menneskerne, hinanden, Babu i den tid han er her, og alle vores gode venner i byen!

I ønskes alle Guds fred her fra en solplet i Tanzania :)

PS. Hvis der er nogen, der har en skilling til overs til mennesker i nød, så samler BDM lige nu ind til, at sende majsmel til Congo. Situationen i Congo er lige pt. Utrolig ustabil, der bliver slået utrolig mange mennesker ihjel og folk er virkelig i nød...
Du kan læse mere på BDM'S hjemmeside www.bdm-dk.dk
Tak for en god gave!

Beklager at der ikke er nogle billeder i dette indlæg, men jeg har simpelthen haft problemer med internettet. Jeg vil dog forsøge at holde min facebook opdateret med billeder og i kan også følge med på min instagram: kristensen301, hvor jeg også vil lægge billeder op jævnligt. 

Guds fred!

Ankomst til Kipili, Gud er stor

Så er det vidst tid til en opdatering her fra Tanzania! Jeg vil dog først starte med et vers fra biblen, det står i fil. 4, 4-7:" Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus"
Disse ord er virkelig blevet levende for mig, siden jeg kom til Tanzania! Jesus siger at vi altid skal glæde os, men det er ikke altid det nemmeste for os, specielt ikke i situationer, hvor man er bekymret. Andre gange er det så utrolig nemt, det har været utrolig nemt for mig, lige siden jeg kom til hjem til Tanzania igen, at være glad!
Jeg har følt en glæde så helt igennem dyb, glæde over at se, at børnene på Peters House har det godt, at de kan kende mig og huske mig, at vi kom godt til Sumbawanga uden alt for mange problemer, at Gud har givet mig mulighed for, at tage afsted som volontør igen!
Jeg har glædet mig så utrolig meget over, at Gud har planer med mig, og at han kan bruge mig, synderen Anne Møller, i hans tjeneste!

Men lidt om hvad der sker!
Som sagt kom vi herned uden de store problemer. Vi havde lige en times ekstra ventetid i Amsterdam, fordi døren til flyet ikke ville lukke, så det var en fin ide, lige at få styr på det. Da vi lander i Dar Es Salaam er klokken lige omkring midnat, så vi tænker, at vi bare skal have det business visa til alle de andre, og så hen og på hotellet og sove. Men nej, sådan blev det ikke, for vi måtte ikke få lov til at få business visa til de andre, fordi de skulle være volontører og fordi det kun var i 5 måneder. Vi stod i lang tid og diskuterede frem og tilbage, men svaret blev stadig NEJ. Så vi fik et turist visa i stedet, hvilket var knap så godt, men ind i landet kom vi da :)

Næste morgen gik turen med fly til Mbeya, og derfra med bus til Sumbawanga, det er virkelig en fornøjelse at køre den tur i en bus der virker.
I Sumbawanga ventede Babu (aka Knud Elmo Knudsen, missionær i Kipili) på os sammen med Nivard. Det var et dejligt gensyn med min gode ven Nivard. Herefter gik turen i bil med fuld oppakning til Peters House, hvor volontørerne ventede på os med et måltid mad, hvilket var jævnt tiltrængt.
Vi fik et super godt måltid mad, og efterfølgende gik jeg en tur op på Peters House, hvor jeg blev taget overvældende godt i mod af børn såvel som medarbejdere. Det var den vildeste følelse at se dem alle igen face to face og ikke bare igennem en telefon (selvom dette dog er en lækker mulighed for at holde kontakten), for der er jo ikke noget bedre, end at kunne omfavne alle sine børn og virkelig gode venner på Peters House! Uh, det var virkelig en overvældende velkomst, som jeg stadig tænker tilbage på og får tårer i øjnene!
Den sidste uge har ellers gået med undervisning i kiswahili to gange om dagen a' to timer.. Godt, men hårdt.

Jeg har også brugt rigtig meget tid med børnene og to af mine rigtig gode venner fra karakana (snedkerværkstedet). Det har været en super god uge, hvor jeg bare har fået lov til endelig at snakke en hel masse kiswahili igen, det var heldigvis opfrisket på et par dage, give en masse kram og kys til børnene, grine og have det sjovt! Jeg er virkelig taknemmelig for, at have fået lov til endnu engang at blive udsendt som volontør, og vildt taknemmelig for, at få lov til at bruge mere tid sammen med de fantastiske børn, medarbejdere og unge drenge på Peters House.
I går lørdag d. 28/1 kørte vi med Babu og Marjo (som er missionær på PHC projektet) og to andre til Kipili. Vi ankom kl. 16 efter 3 timers kørsel på bombede jordveje til Kipili! De har dog fået lagt asfalt et pænt stykke vej, så det var dejligt!
Vejret var lækkert, og vi blev mødt af en masse unge snedkerdrenge, som hjalp med at bære kufferterne ned på volontørværelserne!
Efterfølgende gik Martin og jeg en tur ned i byen for at finde en sodavand sammen med en af snedkerdrengene som jeg kender fra Peters House. Det var hyggeligt at catche up igen og se noget af byen.

Vi blev også mødt af en masse herlige unger, der gerne ville sige hej og snakke! En virkelig dejlig velkomst vi fik her i Kipili.
Søndag var vi i kirke, og under gudstjenesten da børnene gik ud til børnekirke, siger Babu til os, at vi bare skal gå med. Det er første gang jeg har været til børnekirke i lang tid og i Tanzania. Det var en dejlig oplevelse. Hende der holdte børnekirken læste bespisningen af de 5000 og var virkelig god til at forklare børnene hvad det handlede om, og tage de centrale ting frem i teksten. Mange af børnene sad og lyttede og fulgte med i hvad der foregik! Super dejlig oplevelse, at se, at der blev taget så godt hånd om børnene og at det var fra det ny testamente der blev læst!
Efter kirke blev både Martin og jeg flere gange på det kraftigste opfordret til at komme med i koret. Vi havde ikke så meget at skulle have sagt, for vi skulle selvfølgelig være med, også selvom vi prøvede at fortælle dem, at der ikke var nogen af os der kunne hverken synge eller danse 
En af drengene fortalte os bare, at han ville hente os når der var øvning, så det er spændende om han kommer, og så må vi jo se om de ikke bare selv smider os ud. Det går jo ikke rigtig at have to med i koret som ikke kan koordinere hverken arme eller ben.

Alt i alt har det altså været nogle fantastiske dage vi har haft her i Tanzania, jeg glæder mig til at starte på arbejdet i morgen, på PHC projektet, og til at se, hvad Gud har i vente for mig!

Til sidst vil jeg lige give dig kære læser et vers med på vejen. Det er fra 1. Kor. 1, 31:"... For at《den, der er stolt, skal være stolt af Herren,》..."
Dette vers hæftede jeg mig virkelig ved, da vi i går aftes, gennemgik søndagens tekster.

Der er uroligheder i Congo, og hvis du står og har en skilling til overs for nogle der virkelig er i nød, så gå ind på www.bdm-dk.dk og støt det BDM's nødhjælps arbejde i Congo. BDM har tidligere på måneden sendt en båd til Congo med majsmel. Tak for støtten. 

Beklager at der ikke er nogle billeder i dette indlæg, men jeg har simpelthen haft problemer med internettet. Jeg vil dog forsøge at holde min facebook opdateret med billeder og i kan også følge med på min instagram: kristensen301, hvor jeg også vil lægge billeder op jævnligt. 

Guds fred!

Tanzania, gensyn og forventninger

Nu er der godt nok ikke lang tid til, at jeg endnu engang står i lufthavnen og siger farvel til familien for denne gang! I morgen går turen endnu engang til Tanzania, mit andet hjemland.. Jeg har set utrolig meget frem til denne dag, vente tiden har næsten været ulidelig.
Kufferterne er pakket og klar, nu skal den allersidste tid i kolde Danmark bare gå.
Jeg er i stor forventning til endnu et ophold i Tanzania. Jeg har en god fornemmelse af, at jeg endnu engang nok skal få en helt uforglemmelig oplevelse. Denne gang skal jeg arbejde og bo i Kipili, en lille landsby med 1500 indbyggere, som ligger helt ud til Tanganyika søen. Jeg skal arbejde i den lokale førskole, Cheke Chea, og hjælpe med undervisningen der. Jeg skal forhåbentlig også hjælpe til på sundhedsprojektet, som ligger i samme by. Sundhedsprojektet er stadig lidt uvist, fordi vi ikke rigtig ved om der er nok arbejde til en volontør, så forhåbentlig kan vi lave en kombination af arbejdet på de to steder!
Sammen med mig, skal der én volontør mere til Kipili, han hedder Martin og skal også arbejde i førskolen Cheke Chea.
Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde  og få nogle gode oplevelser sammen med ham.
Udover Martin og jeg, så er der yderligere 3 andre volontører der tager afsted i morgen, Hannah og Karoline som skal arbejde på børnehjemmet Peters House og Ole der skal være praktisk volontør sammen med Simon! Der er også 5 af volontørerne fra efterårs holder der har valgt at forlænge deres ophold. Så alt i alt er vi snart 11 volontører udsendt af BDM til arbejde for tanzanianerne.

Jeg glæder mig utrolig meget til gensynet med alle mine tanzanianske venner, børnene på børnehjemmet og medarbejderne der også! Det bliver den vildeste dag, at stå på børnehjemmet igen, og se alle mine dejlige børn endnu engang. Jeg kan slet ikke vente.
Jeg glæder mig så sindssygt meget til at se Bibi igen, hun har gjort stort indtryk på mig og vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte! 😊

Sidst jeg skulle afsted til Tanzania for knap et år siden, var jeg utrolig spændt, nervøs og lidt bekymret for hvad jeg havde rodet mig ud i. Denne gang er det i forventning til hvad Gud har i ærmet til mig denne gang! Sidste gang forvandlede han mit liv, kaldte mit hjem til hans åbne arme med kærlighed og omsorg.
Jeg ved, at Gud har planer for og med mig, og jeg glæder mig til, at se lidt mere til de planer de næste par måneder!
Jeg tager afsted med en ufattelig stor ro og glæde i mit hjerte, fordi jeg ved, at min far i himlen ønsker at bruge mig, selvom jeg har syndet mod ham så utrolig mange gange, men på trods af det, så passer han stadig på mig og kan stadig bruge mig i hans tjeneste.
Dette minder mig altid om BDM's motto som siger: Mwana kondoo ameshinda, tumfuate.
Eller på dansk: vort lam har sejret, lad os følge ham.
Det er simpelthen det jeg ønsker at leve for og efter! Det er så stærkt, for lammet har i sandhed sejret, han gik i døden for os, for vores synder, og ikke nok med det, han endte også med at vinde over selve døden. Det er da det bedste budskab, jeg længe har hørt, og en Gud der kan vinde over det onde og stå op fra de døde, det er en Gud jeg har lyst til at følge hvor end jeg går.

Jeg vil rigtig gerne sige mange tusind tak, til alle de mennesker jeg ved, har mig og mit arbejde med i deres bønner! Det varmer rigtig meget, at der er så mange der går i forbøn for mig i min tid i Tanzania. Jeg er helt tryg ved, at tage afsted, når jeg ved, jeg har så godt et bagland, der har mig og mine med volontører med i deres bønner og tanker!
Bliv endelig ved med det, for bøn virker.

Til sidst vil jeg lige citere en sang, vi sang herhjemme den anden dag, da jeg holdte "på-gensyns-middag" for min familie samt mine bedsteforældre. Det er fra sangen, for himlens trone foran Gud.
Den siger:"
Men når min indre skyld for mig
blir mørke og fortvivlelse,
da ser jeg op og ser, at jeg
endnu har fuld befrielse.
Fordi en syndfri frelser led,
en syndig sjæl nu regnes fri,
og Gud i sin retfærdighed
mig ser, som var jeg Kristus lig."
Amen!

Gud er stor og kærlig!
Guds fred til alle læsere..

Zanzibar, Iringa, Kipili med PH og familie/kæreste besøg

Uha hvor er der sket en hel masse siden jeg sidst skrev et blog indlæg. Måske jeg skulle til at gøre det noget oftere, så jeg nemmere kan huske alle de fantastiske oplevelser jeg har haft! :D

Som  jeg skrev i det tidligere indlæg, så skulle jeg have taget turen til Dar Es Salaam søndag morgen med morgenbussen til Mbeya, og derfra med fly fra Mbeya til Dar Es Salaam fordi hele min familie kom på besøg. Men det skete ikke, for torsdag aften kommer jeg i tanke om, at mit turistvisum vil udløbe meget snart, jeg finder passet og ganske rigtigt, det ville udløbe d. 4/5-2016. UPS.. Jeg får hurtigt snakket med Thomas og Knud, og Knud siger, at de vil tage på immigrationskontoret dagen efter, for at se hvad de kan gøre på så kort tid, fordi jeg jo skulle bruge det! Torsdag aften havde jeg lige set min ferie med familien ryge i vasken, fordi det jo trods alt er TZ, og jeg endnu ikke har fået min rigtige opholdstilladelse, men der var et lille spinkelt håb tilbage. Fredag fortæller Thomas, at de først kan have passet færdig mandag, fordi det skulle en tur til Malawi for, at få et nyt stempel, og derefter tilbage til Sumbawanga igen. Så sådan blev det, at jeg først skulle afsted med morgenbussen til Mbeya tirsdag og derefter videre til Dar Es Salaam! Det var for mig en god, omend ikke træls løsning, når nu jeg havde klokket i det. Men jeg havde dog alligevel mulighed for at komme afsted. Jeg undrede mig godt over, at det ikke tog længere tid, at få ordnet passet, når man nu tænker på, at der ikke findes den samme effektivitet som i DK. Dagene går og det bliver mandag, og jeg håber og beder til at passet kan nå at komme. Da klokken bliver 16 og vi stadig ikke har hørt noget fra immigrationskontoret, ringer Thomas derned, og de fortæller, at de først troede, jeg skulle flyve fra Mbeya onsdag og ikke tirsdag som aftalt. Og de fortæller at de ikke kan nå at få passet til Sumbawanga samme dag, men at det er kommet til Mbeya. Thomas laver så en aftale med en mand nede på immigrationskontoret at de kan ligge passet på et hotel nær lufthavnen i Mbeya og jeg så kan komme og hente det der mod en sum penge, fordi han skulle køre fra Mbeya by og ud til lufthavnen med det dagen efter. Jeg siger til Thomas, at jeg er mere end villig til at betale for det, for jeg skal bare afsted nu. Thomas får prisen ned på 50,000 tsh og fortæller at der vil komme en mand ned og hente pengene i Knuds hus nede i byen. Jeg fik givet manden pengene og så kunne jeg ellers håbe på, at mit pas var på det hotel dagen efter. Jeg vil gerne erkende, at busturen til Mbeya dagen efter var utrolig lang og de blev brugt på bøn og taksigelser til Gud, fordi han endnu engang viste at han var større end alt andet! Tirsdag fandt jeg passet og aldrig i mit liv, har jeg haft sådan en stor lyst til at bryde ud med sangen:" Jeg har et pas i hånden!" :D


Så kunne rejsen ellers fortsætte og jeg kom godt både til Dar Es Salaam og til Zanzibar hvor jeg skulle mødes med hele familien! Jeg blev hentet i lufthavnen, på Zanzibar, af min kæreste, Benjamin og det var bestemt et utrolig glædes øjeblik, jeg havde virkelig savnet ham! Turen til Hotellet gik ellers med snak og grin og munden stod ikke stille på nogen af os, så det var jo som det plejede :D
Jeg ankom godt til hotellet sammen med Benjamin, og næsten inden bilen er stoppet, bliver døren åbnet af min familie og så bliver der bare givet krammere til højre og venstre :D
Eftersom det regnede da jeg ankom gik vi meget hurtigt i ly, for ikke at blive alt for våde. Jeg havde gaver med til dem alle sammen, far fik hans fødselsdagsgave, og de andre fik gaver jeg havde købt i Sumbawanga. Det var en fantastisk dag og der gik da heller ikke lang tid, før Esther, min lillesøster, siger at NU skal vi ud og bade! OG ganske rigtigt, regnen skulle ikke forhindre os i at bade!

Det var et utrolig flot hotel, til ganske få penge :D 

Poolen!

Dejlig udsigt, når det ikke var overskyet!

Jetty bar hvor man også kunne bade fra! 

Det regnede det meste af tiden på Zanzibar, det var rimelig ærgerligt, fordi vi ikke kom ud og så så meget af øen, men det var alligevel varmt, og vi hyggede os på hotellet. Vi havde ca. 2 dage ud af en uge med rigtig godt vejr, den ene af dagene brugte  vi inde i Stonetown hvor vi gik rundt og nød byen. Vi havde en guide på, i starten var det egentlig mest fordi han ikke forstod et nej, men vi fik ham ned i en god pris og så kunne vi lige så godt tage ham med. Det endte faktisk med, at vi blev rimelig glade for at have ham med, fordi han kunne fortælle en masse historie om Stonetown med al slaveriet som byen er kendt for, men også fordi han tog os med steder hen, vi på ingen måde kunne have fundet selv.

Man kan blive træt af at gå, så er det dejligt, man kan komme op på skuldrene af Benjamin :D

Det var vist interessant, kan desværre ikke huske, det der skulle være så interessant :D 

Vi fik sandelig også historierne om dørene på Zanzibar. Der var to forskellige slags, hvor den ene slags var indisk og den anden var arabisk, der var nogle helt specielle kendetegn ved begge slags døre. Her får vi lige en lektion i de forskellige døre :D 

Der er utrolig meget flot kunst på Zanzibar! Stonetown er fyldt med malerier til salg i alle slags farver og de to mest gennemgående motiver er masaier og dyr :)

Det obligatoriske billede af slaverne i graven udenfor kirken. Her fik vi i den grad styr på Zanzibar/slavernes historie og jeg må indrømme, at den gjorde indtryk!

Vores guide fandt også et hindu-tempel vi fik lov til at se, og fandt ud af at hagekorset som vi kender det i DK slet ikke har sin oprindelse i nazismen, men i hinduismen og buddhismen, hvor det blev brugt som lykketegn på tempeldøre og husmure. Det var totalt mærkeligt at se, lige præcis det tegn klosset på i et tempel. 

Hagekorset..

Hindu-tempel

Vi spiste frokost i Stonetown med en kanon lækker udsigt ud over landet :D

Vi var selvfølgelig også ude at se koraler, vi havde lejet en lille båd, og så var det ellers bare afsted med os. Benjamin sejlede noget af vejen, måske afrikaneren var træt, ingen ved det ;D 

Det var nogle utrolig flotte koraler, selvom det var på lavt vand! En stor oplevelse. 

Da vi var på vej derud, fik vi da også lige oplevelsen, at sejle med delfiner, som sprang rundt et stykke foran båden, en stor succes :D 

På land igen efter en dejlig badetur/dykkertur :D 

Den anden dag med sådan rigtig godt vejr, var den sidste dag vi havde på hotellet, lidt ærgerligt, men nu fint nok at vi alligevel kunne få den med. Vi skulle først flyve sent om aftenen, så vi havde god tid til at nyde solen og poolen i! Så ja, den sidste dag blev brugt ved poolen med sol og dejlige mennesker. Vi nød alle sammen den sidste tid, inden min storesøster, Karen, lillebror Peter, og hans kæreste, Emma, tog hjem igen.

Det regnede utrolig meget, som det måske nok kan ses. 

Mig og min yndlingsbror :D 

Ham her kan jeg utrolig godt lide! Total fan :D

Da vi kommer til lufthavnen på Zanzibar og skal have indtjekket vores bagage, så er der lige pludselig problemer med Karens bagage fordi hun har en pose med muslingeskaller i kufferten. Karen siger med det samme, at hvis det er et problem, så kan hun bare tage dem ud og lade dem ligge. Han mener så at hun ikke kan lade dem ligge, men at hun skal betale for, at få dem med. Han fortæller at hun skal komme med op på kontoret, så går hende og Benjamin med ham, og de går halvvejs på ad en trappe, lige sådan at man ikke kan se dem, og så beder manden om 20,000 tsh og stikker dem i lommen. Et godt eksempel på korruptionen i landet. Det var dog ikke sidste gang sådan noget skulle opleves!

Da vi ankom til Dar Es Salaam, fandt vi hotellet vi havde booket, og der gik ikke lang tid før folk så småt begyndte at hoppe til køjs, fordi vi der skulle videre i TZ skulle tidligt op næste morgen, for at påbegynde turen i bil til Iringa! Det var en lang men hyggelig tur der blandt anden går igennem Mikumi nationalpark. Da vi kom til Mikumi nationalpark, fik vi at vide af vores driver, at vi skulle være påpasselige med at tage billeder, fordi det ikke var tilladt, hvorfor? Ingen anelse :D 

Men vi var heldige på vej igennem Mikumi, for vi så rigtig mange dyr, blandt andet: giraffer, impalaer, zebraer, elefanter, en enkelt gnu og nogle bavianer.

Billede langs vejen på vej til Iringa, hvor de sælger kurveflet!

Vi kom godt til Iringa hen på eftermiddagen/tidlig aften, og fandt vores hotel, Neema Craft, som er ejet af en engelsk menighed og som køres af handikappede tanzanianere. Et dejligt sted midt i Iringa by! Kan klart anbefales, hvis nogen mangler et sted at bo i Iringa. 

Iringa er i modsætning til Sumbawanga en storby, der er flere hvide mennesker og man kan få flere europæiske madvare. Da vi ankom og havde fået tjekket ind og fået vores værelser, tog vi på Saivilla, for at spise aftensmad. Hold da op, hvor var det stærkt mad vi fik deroppe, men det var dog ikke så stærkt, at vi ikke kom igen. Det blev vores stamrestaurant, hvor vi spiste hver aften i Iringa, fordi det var en af de få restauranter der havde åben om aftenen. 

Næsten alle samlet, Benjamin tager billedet og Esther spiller på iPad. 

I Iringa var vi også på tur til Isamilla Stoneage, som ligger lidt uden for Iringa. Isimilla Stoneage er et område, hvor vandet har eroderet jorden til nogle vildt sjove søjleformationer. Der var vildt mange forskellige slags søjler, som havde forskellige tykkelser og udseende. Man kunne næsten tegne en lige linje, der hvor jorden i sin tid har været, ved hjælp af de høje søjleformationer. Søjlerne var ca mellem 20-30 meter høje, så det  var en dyb dal, vi gik nede i. Fantastisk at Gud kan lave sådanne naturfænomener. Jeg er total fan af vores skaber :D 

Man kan skimte linjen hvor landet engang for utrolig mange år siden har gået!

Utrolig flot skaberværk!

Esther fik sig en ven, vores guide, som hun havde i hånden hele turen :)

Der skal nogen gange lige en hånd til, for ikke at falde. 

Esther og vores guide.. 

Nedgangen er begyndt. 

I Iringa fik Esther og jeg også lavet rigtige afrikanske fletninger. Man er vel ikke i Afrika for ingen ting :D
Vi havde fundet et sted, hvor vi kunne få dem lavet, så vi havde aftalt at mødes med en af mamaerne der lavede det på et bestemt tidspunkt, og så tog Benjamin, Esther og jeg derhen (Benjamin tog med, for at holde os med selskab). Så var det ellers bare at sætte sig på gulvet, og vente i 3-4 timer på at blive færdig. Tiden gik dog hurtigt, fordi vi sad og snakkede med alle kvinderne der sad i rummet, både på swahili og på engelsk. Det v ar super fedt, at opleve deres åbenhed og interresse for danskere såvel som Danmark.
Da vi er færdige fortæller jeg Esther, at man ikke må røre for meget ved håret, fordi det så nemmere går i stykker, fordi vi har noget utrolig tyndt hår begge to. Det synes hun var utrolig urimeligt, for nu havde hun jo lige fået langt hår, og så måtte hun ikke engang røre ved det. Total uretfærdigt :)

Hun er seriøst den sejeste lillesøster i hele verden! I 3-4 timer siger hun ikke en lyd om, at det gør ondt, om at det tager lang tid, at hun keder sig eller noget brok overhovedet! Total stolt :) 

Da vi nu var i Iringa, skulle vi selvfølgelig et smut forbi Rauha Nationalpark. Det var en lang tur derud, på rigtig dårlige veje. Far havde fået erhvervet sig en omgang malaria, så det gjorde ikke turen bedre! Men vi nåede alle godt frem og fik os installeret på værelserne, som lå lige ned til floden. Jeg vil ikke skrive for meget her, for billeder siger som de fleste ved, mere end ord. 

Afslapning efter en lang tur til Ruaha! 

Dejlig udsigt :)

Solopgang i Ruaha nationalpark! I løbet af natten havde vi haft besøg af løver, flodheste samt elefanter :)

En stor flot kudu i skyggen! :)

Kuduen titter frem for at kigge på de fremmede :)

Vi er tossede med det der safari..

Vi så utrolig mange elefanter og kom ganske tæt på en stor flok, som omgående slog ring om den lille elefant!

Elefanterne slår ring om den lille!

De begyndte at blive lidt små irriteret på os, fordi vi holdte så tæt på dem! Så de begyndte at blafre rigtig meget med ørerne, hvilket er et af de første tegn på at man skal se at komme væk :)

Men driveren og guiden havde ikke travlt! 

Vi måtte høfligt vente på, at denne giraf besluttede sig for at forlade vejen! For der stod den jo så godt :)

Vi havde besøg af en sød lille abe uden for hytten, som synes det var vældig spændende at klatre i træet lige uden for hytten! :)

Den er da sød! Sådan en kunne jeg godt have hjemme i stuen :)

Vi fik også set desmerdyr, en kæmpe stor flot på campen! :)

Endvidere fik vi også set to kæmpe store Black spitting cobras, som lå i vejkanten og solede sig! Tak spids de var lange og klamme :) 

Afslapning igen!

Da vi var i Ruaha nationalpark, havde bedstefar fødselsdag den sidste aften, hvor vi endnu engang fik lækker mad, og så havde Benjamin arrangeret en fødselsdagskage med sang fra personalet! En stor oplevelse :)

Der skal selvfølgelig også skrives lidt, om det hotel vi boede på i Iringa, for det var virkelig en stor oplevelse, ikke fordi det var total luksus, men tanken bag det gik lige i hjertet på mig. Neema Craft, hotellet, er ejet af en engelsk meninghed, men køres rundt af handicappede tanzanianere. De har omkring 120 handicappede ansat, nogle arbejder hjemme, og andre møder op på Neema Craft hver dag. Ikke nok med, at de styre hotellet, så har de også rigtig mange værksteder, hvor de væver stof, laver tøj, puder, lampeskærme, der er et snedkerværksted, hvor der kun er døve, her laver de lampefødder, gardinstænger borde og stole. De laver også en hel masse ting i glas og ler, samt laver deres eget papir. Det var fantastisk at se, hvordan alle de mennesker, der arbejdede på Neema Craft, bare var så utrolig glade, taknemmelige og ikke mindst stolte af, det de lavede. Der var ingen tvivl om, at de nød at kunne være til andet end besvær. De viste alle stolt deres arbejde frem og fortalte med fakter og ord om hvad de lavede. 

Manden væver stof med vilde mønstre 

Lampeskærme lavet af medarbejderne på Neema Craft 

Han sidder og syr stof til puder 

Han sidder og skær ud til postkort! Halskæden der ligger ved siden af ham, er også lavet på Neema Craft, perlerne er lavet af papir :) 

Han laver kasser til gardinringene! 

Papir lavet af elefantlort fra Rauha nationalpark! Gæsterne på hotellet tager ofte noget afføring med hjem, når de har været på safari :)

De laver keramik 

Efter vores tur til Ruaha, havde vi en enkelt overnatning på Neema Craft igen, og dagen efter gik turen til Sumbawange MEGET tidligt om morgenen. Turen var utrolig lang.. Men vi ankom til Sumbawanga d. 8/5 om aftenen. Vi fik hele familien + Benjamin installeret på Moravian Conference Center hvor de skulle bo. Efterfølgende gik turen til Peters House hvor jeg fik en fantastisk velkomst af alle børnene. Her holdte vi også fødselsdag for Anne Gonge, hvor vi fik lækker pizza og hyggede alle sammen. Det var fantastisk dejligt at komme hjem til Peters House og alle børnene igen, efter så lang en ferie :D 

Mandag blev brugt nede ved gadebørnene og Anne Gonge, det var igen, igen en stor oplevelse for alle, og specielt en oplevelse at se, at Mama Simon lavede mad over "bål", samt at hun lavede ugali til børnene. Da vi ankom til Knuds hus, fik vi alle en kæmpe stor velkomst af de to piger i bogbutikken, Mama Samuelli og Mama Simon. Mama Samuelli tog Esther op i armene og ville næsten ikke slippe hende igen! Det var en stor velkomst, som alle snakker om stadig. Vi var også et smut nede på markedet for, at kigge og købe lidt hist og her. Da vi kom tilbage til gadebørnene igen, hjalp Esther og Bedste med at dele mad ud til børnene! Familien blev ret overrasket over, hvor meget mad, de kunne spise, for det var virkelig også nogle kæmpe portioner. Vi snakkede lidt om, at os 7 danskere, nok skulle dele en af deres tallerkner og vi ville stadig blive mætte. 

Ellers har vi været på besøg ved Bibi, en af medarbejderne på Peters House. Vi havde forinden været på markedet for at købe gaver til hende, for man kommer jo ikke på besøg uden gaver :D  Her havde vi Anne Gonge med. Det var igen en kæmpe oplevelse, at se hvordan hun boede, høre hendes historie. Man kunne ikke undgå at få respekt for den dame, når man høre hendes historie! Hun er stortset eneforsørger til 7-8 børnebørn, fordi alle hendes egne børn, undtagen et, er døde, samt svigerdøtrene og hendes mand. På én indkomst som er den hun får fra Peters House. Hendes forhold til Gud, er virkelig også bemærkelsesværdigt. Hun har en urokkelig tillid til, at Gud holder hånden over hende, hjælper hende og er med hende hele tiden, som jeg ikke har set før. Selvom hun har været så utrolig meget igennem med al den død, der har indfundet sig i familien, så er hendes tillid og tro på Gud ikke blevet mindre, den vakler ikke, den er nærmere 100% stabil. Hendes forhold til bøn, er bestemt også værd at nævne. Det faldt hende så naturligt, at selvom der var gæster på besøg, så skulle der selvfølgelig bedes bordbøn, og ikke nok med det, så skulle vi også samles om bøn, inden vi tog afsked med hende og hendes familie. Jeg elsker den frimodighed i bønnen hun har. Det er bestemt noget vi godt kunne lære noget af i Danmark, en større frimodighed til bøn, også når vi er samlet om andet end Gud. Hvis vi f.eks. har besøg så vær frimodige til også at samles om bøn, selvom det ikke er det der var meningen med besøget. Frimodighed!

Efter vores tur til Ruaha, havde vi en enkelt overnatning på Neema Craft igen, og dagen efter gik turen til Sumbawange MEGET tidligt om morgenen. Turen var utrolig lang.. Men vi ankom til Sumbawanga d. 8/5 om aftenen. Vi fik hele familien + Benjamin installeret på Moravian Conference Center hvor de skulle bo. Efterfølgende gik turen til Peters House hvor jeg fik en fantastisk velkomst af alle børnene. Her holdte vi også fødselsdag for Anne Gonge, hvor vi fik lækker pizza og hyggede alle sammen. Det var fantastisk dejligt at komme hjem til Peters House og alle børnene igen, efter så lang en ferie :D 

Mandag blev brugt nede ved gadebørnene og Anne Gonge, det var igen, igen en stor oplevelse for alle, og specielt en oplevelse at se, at Mama Simon lavede mad over "bål", samt at hun lavede ugali til børnene. Da vi ankom til Knuds hus, fik vi alle en kæmpe stor velkomst af de to piger i bogbutikken, Mama Samuelli og Mama Simon. Mama Samuelli tog Esther op i armene og ville næsten ikke slippe hende igen! Det var en stor velkomst, som alle snakker om stadig. Vi var også et smut nede på markedet for, at kigge og købe lidt hist og her. Da vi kom tilbage til gadebørnene igen, hjalp Esther og Bedste med at dele mad ud til børnene! Familien blev ret overrasket over, hvor meget mad, de kunne spise, for det var virkelig også nogle kæmpe portioner. Vi snakkede lidt om, at os 7 danskere, nok skulle dele en af deres tallerkner og vi ville stadig blive mætte. 

Måske billeder: 

Ellers har vi været på besøg ved Bibi, en af medarbejderne på Peters House. Vi havde forinden været på markedet for at købe gaver til hende, for man kommer jo ikke på besøg uden gaver :D  Her havde vi Anne Gonge med. Det var igen en kæmpe oplevelse, at se hvordan hun boede, høre hendes historie. Man kunne ikke undgå at få respekt for den dame, når man høre hendes historie! Hun er stortset eneforsørger til 7-8 børnebørn, fordi alle hendes egne børn, undtagen et, er døde, samt svigerdøtrene og hendes mand. På én indkomst som er den hun får fra Peters House. Hendes forhold til Gud, er virkelig også bemærkelsesværdigt. Hun har en urokkelig tillid til, at Gud holder hånden over hende, hjælper hende og er med hende hele tiden, som jeg ikke har set før. Selvom hun har været så utrolig meget igennem med al den død, der har indfundet sig i familien, så er hendes tillid og tro på Gud ikke blevet mindre, den vakler ikke, den er nærmere 100% stabil. Hendes forhold til bøn, er bestemt også værd at nævne. Det faldt hende så naturligt, at selvom der var gæster på besøg, så skulle der selvfølgelig bedes bordbøn, og ikke nok med det, så skulle vi også samles om bøn, inden vi tog afsked med hende og hendes familie. Jeg elsker den frimodighed i bønnen hun har. Det er bestemt noget vi godt kunne lære noget af i Danmark, en større frimodighed til bøn, også når vi er samlet om andet end Gud. Hvis vi f.eks. har besøg så vær frimodige til også at samles om bøn, selvom det ikke er det der var meningen med besøget. Frimodighed!

YES, så er det blevet fredag! Fredag skulle den længe ventede tur til Kipili med alle børnene rende af stablen! Min familie havde fået Løsning Kirke til at indsamle penge til denne tur sammen med alle børn og personale på Peters House, samt drengene i Karakana (snedkerværkstedet). Det var fantastisk at have ,muligheden for at tage børnene ud af deres vante rammer og tage dem med på ferie til Kipili. Det var super dejligt, at se hvordan de alle sammen bare nød tiden i Kipili. Fredag morgen gik turen i bus til Kipili, efter en lækker morgenmad, bestående af mandasi og the. Alle kom godt frem til Kipili og så stod den ellers på rigtig god mad, sjov og spas og selvfølgelig badeture til den store guldmedalje. 

Min familie, Benjamin og jeg brugte fredag eftermiddag og aften på Lake Shore Lodge, hvor vi var på tur med en af deres både om eftermiddagen til tidlig aften. Det var endnu engang en fantastisk oplevelse, at komme ud og se alle de små øer der ligger i Tanganyika søen, få lov til at bade i det fantastiske dejlige vand, springe fra klipperne og bare nyde vinden i håret og solen der skinner! Endnu engang fik vi set en FANTASTISK smuk solnedgang. Jeg er endnu engang TOTAL vild med vores alle sammens skaber, han minder mig om, hvor storslået han er, når jeg ser rundt i hans landskab. Jeg forundres af hans kreative skaberværk! 

Da jeg for en kort periode er gået op i båden igen, råber Esther til mor:" Se mor, jeg bader i Tanganyika søen HELT alene!"

Hun er da kær :D 

Fantastisk skaberværk. 

Flot solnedgang over Tanganyika søen!

Billede af Lake Shore Lodge fra vandet!

Efterfølgende fik vi aftensmad ude på logden. Det var ligesom sidste gang en fantastisk dejlig aftensmad, som virkelig faldt i god jord, da det var oksekød vi fik, samtidig med at vi næsten sad med fødderne i vand :D 

Vi var lørdag eftermiddag med en båd, ude ved en strand, hvor børnene kunne bade og nyde de gode omgivelser i fulde drag.  Vi fandt hurtigt ud af, at båden kunne bruges til mere end bare at sejle os ud til stranden, man kunne nemlig også springe i vandet fra den. Det var en succes uden lige. Lørdag aften var der festmiddag, med helstegt pattegris, som Simon om fredagen havde købt og slagtet, Samuel (medarbejder) havde fået instruktioner af Simon til, hvordan han skulle passe grisen, så den blev kanon god, der var pilau og sodavand, fordi min farmor holdte fødselsdag. Det var en fest uden lige, selvom mange af børnene var godt trætte efter 2 badeture i løbet af dagen. Her fik min familie også muligheden for, at takke alle børn, unge og medarbejdere på Peters House, for en fantastisk tid, fantastiske oplevelser. De havde også gaver med til børnene, et sæt farveblyanter, en lineal, og slik med til hver. De havde også undervisningsmateriale og søndagsskolens Jesus tegninger med fra DK som gik til fælles deling til børnene! Børnene blev utrolig glade for alle gaverne. De faldt bestemt i god jord.. Jeg vil gerne have lov til, at sige Løsning Kirke RIGTIG mange tak, fordi i gav os mulighed for, at tage børnene med på ferie til Kipili. Søndag var i i kirke, og efter kirke og middagsmad gik turen atter hjem til Sumbawanga og Peters House. 

I skal selvfølgelig også have nogle billeder

Tøserne laver mad :D 

Sammen med Mama Jakobo og Bibi :)

En kontorstol kan bruges til meget mere end bare et arbejdsredskab!

Morgenmaden som nydes i solen på verandaen!

Morisi er vist ved at sige noget meget vigtigt :)

Simon og  Benjammin og nogle af alle børnene!

Jesper og Mzee mandevu (Samuel

Kiti moto eller som man siger på dansk, bare gris :D Den skulle være færdig til dagen efter, hvor vi skulle holde stor fest, fordi bibi Ingrid havde fødselsdag!

Kiti moto tena - grisen bliver lavet :D 

Mama Simoni og Benjamin, så skal der laves mad, og det gøres jo på rigtig Afrika manér - på gulvet :D 

Man kan jo gå hen og blive træt :D

Far, Nema og Regina :)

Så er vi snart klar til at skulle holde fest, godt nok et par timer senere end planlagt :P

Der dækkes bord af mændende.. 

Martin er vist helt tosset med sodavand :D

Så er køen lavet til at vi kan få mad!

Tossede og skøre drenge.

 Igen!

Ham her kan jeg ikke stå for!

Tossede Bonni Face

Udsigten er ikke til at klage over :)

Igen, en fantastisk skaber vi har!

Paulo og Thomas ndogo - Thomas og jeg er endelig efter 4 måneder blevet gode venner :)

Så er der mad igen!

To dejlige drenge - Knudi og Maulidi!

Mandag, da vi var kommet tilbage til Peters House igen, skulle vi ned og besøge Katandala spædbørnsbørnehjem og hjem og spise hos Robert om aftenen. Det var en god tur, ned på børnehjemmet, hvor der bare er så utrolig mange fantastisk søde og små børn, som bare alle trænger til uendelige mængder omsorg. Det er altid en oplevelse at være nede og besøge dem. De er så åbne og kærlige dernede. Men samtidig er det utrolig hårdt at høre på de små børns historier, om at nogle af dem er fundet i vejkanten smidt væk som affald, og andre hvor forældrene ikke ønsker at tage sig af dem, og andre igen hvor de måske ikke har noget familie overhovedet! Det er trist og frygteligt at tænke på, at nogen mennesker sætter et barn til verden, men smider det ud som affald, fordi det ikke lige passer ind, eller fordi det var en fejltagelse at barnet i starten overhovedet blev lavet. Hvor er det altså noglegange en frygtelig verden vi lever i! 

Tirsdag gik turen til Dar i bil for min familie og Benjamin. Det var hårdt og lidt vemodigt at sige farvel, men det hjalp, at tænke på, at der alligevel kun er en måned til jeg selv lander i DK! 

Her til slut vil jeg gerne minde jer alle om, at Gud er den mest fantastiske arkitekt og skaber der findes.. Han er bestemt værd at holde sig til, for hans kærlighed og omsorg er uden lige. Jeg er i hvertfald selv total fan af vores alle sammens Skaber, Frelser og Ekstremt kærlige Gud. 

Her er lige til slut et fantastisk billede af solnedgangen i Ruaha Nationalpark! Endnu engang så findes der virkelig ikke nogen skaber der kan skabe noget der er så gennemført og smukt som min Far i himlen! Guds Fred til alle :D 

Endnu et billede af Guds fantastiske skaberværk!